Fynsk produktionsskole er allerede i gang med FGU

Mens landets kommuner er ved at forberede sig på den nye aftale om Forberedende Grunduddannelse (FGU), har Elsesminde taget hul på nye undervisnings- og læreplaner.

Elseminde former egen FGU-fremtid

Elsesminde Odense Produktions-Højskole har valgt en offensiv tilgang til den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU).

I august 2017 startede skolen et omfattende kompetenceudviklingsforløb for skolens 60 ansatte. Forløbet skal gøre produktionshøjskolen klar til den nye FGU-virkelighed.

– Vi har valgt at gå i gang med udvikling af nye undervisnings- og lærerplaner. Det er en stor fordel for os med en proaktiv tilgang. På den måde er vi selv med til at forme vores skole ind i FGU-fremtiden, siger Vibeke Nørby Mouridsen, forstander Elsesminde Odense Produktions-Højskole.

Gennem styrket tværfaglighed skal vi skabe endnu bedre og mere helhedsorienterede læringsforløb for de unge i værkstederne.

Nye boglige krav er gode

Det er Videreuddannelsen i pædagogik og læring, University College Lillebælt, som Elsesminde har valgt til kompetenceudviklingen. Forløbet rummer aktionslæring, hvor nye metoder løbende afprøves og tilpasses.

– I FGU vil der fortsat være fokus på den praksisnære værkstedsundervisning. Det spændende er, at vi nu skal blive endnu skarpere på at koble det faglige, personlige og didaktiske, siger Vibeke Nørby Mouridsen og uddyber:

– Der lægges med FGU op til en mere boglig produktionsskole, og det er slet ikke skidt. Vi skal blot finde ud af, hvordan vi bedst muligt integrerer det boglige i værksteder og produktion.

Målet med FGU er at styrke indsatsen over for de unge, der ikke følger den lige vej efter grundskolen .

Tværfagligheden i nye former

Et væsentligt aspekt i den kommende FGU er målet om endnu større tværfaglighed. På Elsesminde betyder det, at alle faggrupper indgår i værkstederne: værkstedslærere, vejledere, læringsvejledere, EGU-vejledere og KUU-kontaktpersoner.

– Gennem styrket tværfaglighed skal vi skabe endnu bedre og mere helhedsorienterede læringsforløb for de unge i værkstederne. Her og nu øver vi os bl.a. på at koble matematik og dansk ind i praksislæring, fremhæver Elsesminde-forstanderen.

Kompetenceudviklingsforløbet gennemføres frem til sommeren 2019, hvor FGU træder i kraft. Forløbet er støttet af FUSA – Fonden til udvikling af statens arbejdspladser.

Læs hele artiklen på UCL’s hjemmeside her…

By | 2018-02-19T10:09:29+00:00 torsdag 25. januar 2018|